En af mine kolleger studerer til at blive revisor og skulle et smut omkring the London Metropolitan University i middagspausen, for at slippe lidt skejser til det naeste kursus hun skal igennem.
Saadan mest for hyggens skyld, men ogsaa lidt for nysgerrighedens, gik jeg med hende. Jeg havde aldrig vaeret inde paa universitetet foer, men har tit beundret alle de mange unge mennesker der falder ud af doeren ved middagstid. Jeg elsker at se folk uddanne sig. Det er saadan et kaempe privilegium vi har i denne verdensdel, hvor det er saa let at faa en god uddannelse og saa mange folk tager det for givet.
The Metropolitan University er gammelt og slidt. Radiatorerne giver en fantastisk varme, til trods for de hundrede lag maling, men med saa gamle og utaette vinduer er det ogsaa tiltraengt, for med mindre du sidder lige ved radiatoren er der koldt. Det er der ikke ved radiatoren, skulle jeg hilse at sige. Jeg var naer smeltet!
I foyeren kan man se lidt af bygningens splendour, fra dengang den var ny og flot. Desvaerre skal alle indgange spoleres i disse dage, med alskens sikkerhedsforanstaltninger, der garanteret har den modsatte effekt end den tiltaenkte. Jeg tror ikke paa verden bliver mere sikker at bo i af al den sikkerhed - tvaert imod! (Ok, jeg proever lige paa at stille kaephesten fra mig).
Jeg gik fra arbejde tidligt i gaar, da jeg skulle naa til damefrisoeren om aftenen. I Walbrook bygger de til den store guldmedalje og jeg kunne ikke lade vaere med at grine, da jeg saa et skilt der viste de Skaanske fodgaengere hvor de skulle gaa. Jeg gik forsigtigt den samme vej og der var ikke en sjael der lagde maerke til at jeg slet ikke er Skaansk.
Nede paa hjoernet af Walbrook og Cannon Street staar denne skoenne unge mand og minder om en svunden tid fra foer computerens indtog i the City. Det er ikke saa laenge siden, men hvis man saa saadan en "jobber" gaa rundt i gaderne i dag ville man tro han var paa vej til fastelavnsfest. Lig venligst maerke til den kaempe mobiltelefon!
Jeg naaede til London Bridge tidligt nok til jeg kunne naa at faa noget at spise inden jeg skulle til damefrisoeren. Det var fedt at gaa hjem mens det endnu var lyst og snart er det hverdagskost igen. Hvor er det bare fedt.
Nu maa de godt snart komme - min mave knurrer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar